Tilknytningsforstyrrelse

Som en naturlig del af min psykoterapeutiske tilgang arbejder jeg med tilknytningsforstyrrelser også kaldet tilknytningsmønstre. Vores tilknytningsmønstre kan nemlig medføre at vi oplever udfordringer i relationer, parforhold, i vores forælderrolle eller i vores evne til at rehabilitere stress, belastninger og traumetilstande. 

Vores tilknytningsmønster bliver til tidligt i vores liv og opstår som konsekvens af vores kontakt til vores primære omsorgspersoner, altså som regel vores forældre.  I dag er det bredt anerkendt og underbygget af forskning, at vi kan have disse 4 former for tilknytningsmønstre:

• Tryg tilknytning
• Utryg ambivalent tilknytning
• Utryg undvigende tilknytning
• Utryg desorganiseret tilknytning

Tilknytningmønstrene skabes altså gennem erfaring, som en implicit hukommelse dvs. en ikke bevidst endnu hukommelse. Vores biologiske disposition for at skabe en sikker tilknytning kommer sig bl.a. af at vi i de første 0-5 år er betinget af at arousalregulering (regulering af vores sympatiske respons i det autonome nervesystem) sker i en relationel kontakt med vores primære omsorgsperson. 

Det vil sige at interpersonel regulering kommer før selvregulering. Hvis vi i vores tidlige relationer har oplevet ikke at opnå arousalregulering, vil det påvirke vores evne til selvregulering senere hen. Hvis vi har oplevet en tryg tilknytning vil vi som hovedregel opleve stabil selvregulering og interaktiv regulering. Vi vil have lettere til genrejsning efter konflikter, stress og traumer.

Derfor kan det være relevant at undersøge vores tilknytningsmønster, hvis vi føler os udfordrede på vores evne til at regulere vores nervesystem. Hvis fx det kan være svært for os at regulere stress og ængstelse. Derfor arbejder jeg også næsten altid - direkte eller indirekte - med tilknytningen i behandling af stress. 

Det kan også være relevant at arbejde med tilknytningsmønstre hvis vi oplever problemer med vores emotioner. Måske synes vi at vores stemningsleje er for flat, eller måske synes vi det svinger alt for meget eller at det altid havner i dramaer. 

Rigtig mange bliver også udfordret i deres rolle som forælder, fordi de oplever at deres idé om hvilken forælder de gerne vil være ikke harmonerer med det, som sker i praksis. Det kan føles enormt smertefuldt og medføre skam. Men vores forælderrolle er i højere grad styret af vores tilknytningsmønster end vores idéer om det gode forælderskab, fordi tilknytningsmønsteret er meget dybere funderet i vores hukommelse og evne til at regulere vores nervesystem. 

Oplever vi traumer eller har PTSD, C-PTSD eller belastningsreaktion så vil det ofte være afgørende på et tidspunkt i behandlingen, at arbejde med tilknytningsmønstrene. Vores tilknytningsmønstre har nemlig også afgørende betydning for hvordan vi senere i livet er modtagelige overfor interpersonel hjælp og regulering. Hvis vi bærer med os et utrygt tilknytningsmønster kan vi nemlig blive udfordrede i kontakten med andre mennesker herunder en psykoterapeut, og her kan det være afgørende, at vi opdager hvornår noget gør os trygge eller utrygge. 

Endeligt kan det være relevant at undersøge vores tilknytningsmønster hvis vi har ADHD, autisme eller på anden måde er neurodivergente. Neurodivergente har større risiko for at udvikle utrygge tilknytningsmønstre fordi de kan blive mødt anderledes af deres omsorgspersoner, hvis ikke der har været opmærksomhed på neurodiversiteten. Vi kan også selv have haft forældre som er uopdagede neurodivergente, og derfor ikke har været opmærksomme på deres egne udfordringer i at udøve tryg omsorg og støtte. 

PODCAST:

Du kan finde min podcast her på siden, på iTunes eller Spotify.

Copyright © All Rights Reserved